Skomorokhi - og den forbudte sang
For længe siden - for mere end 400 år siden var der i Rusland en zar - en slags konge, der styrede landet og folket; Ivan hed han. Han var sådan set ret flink - så folket kaldte ham “Ivan den Flinke” - og han var rigtig god til at lave fester med dejlig mad og musik. Maden kom de fineste kokke i hele verden med, men det var kun én bestemt slags mennesker, som kunne spille musikken; nemlig dem man kaldte for “Skomorokhi”. Skomorokhi var meget fattige - en slags vagabonder - men de kunne spille instrumenter, som ingen andre kunne det, og det bedste var deres sange og fortællinger om alt det, der var vigtigt at huske på.
Skomorokhi spillede mest på et instrument, som blev kaldt “balalajka”; en trekantet lille ting med strenge på, og det fortælles, at der en smuk sensommerdag sad en skomorokh i skyggen under en bondes æbletræ og dovnede. Han var så fattig og så sulten, at han var kommet til at stjæle en masse æbler og havde spist dem. Så nu var han så tyk og mæt og sad og spillede langsomt og sløvt på sin balalajka.
Æblebonden og hans kone var ude og gå og se til æblerne den eftermiddag, og de hørte lyden af balalajkaen, som så fint klemtede gennem æblehaven, og de sagde til hinanden: “Bare det nu ikke er en væmmelig skomorokh, der er gået i æblerne!”.
De gik efter lyden, og da de fik øje på skomorokh’en løb de hen rasende hen imod ham og jagede ham op og rundt mellem træerne. De fangede ham, selvom han spillede rigtig hurtigt, og skomorokh’en begyndte at græde og sagde flovt og snøftende: “Men kære Mor, jeg har ingenting bortset fra mit instrument - jeg er SÅ fattig, og jeg kunne ikke gøre for, at jeg blev så forfærdelig sulten; det var ikke min fejl!”.
“NEJ, og vi har heller ikke meget, skal du vide!”, sagde konen strengt og så anklagende ind i øjnene på skomorokh’en. Så med ét fik hun alligevel ondt af den stakkels mand og sagde tankefuldt: “Nej vi har jo sådan set heller ikke meget…, og det er heller ikke vores fejl”. Og det gik hun ud og sagde til alle de andre folk i landsbyen, som sagde det til dem i den næste landsby, som sagde det til deres naboer, og sådan blev det ved: “Vi har jo ikke noget!!”, sagde de allesammen til hinanden.
Så sådan blev det, at skomorokhi - der var rigtig gode til at få folk til at danse, synge og fortælle historier - lærte det russiske folk at SELV begynde at fortælle og synge om, hvordan de havde det.
Så når folket ikke havde noget, begyndte de at beklage sig og synge sørgelige sange. Zaren Ivan, som ikke var helt dum, forstod også godt, at når folket klagede, var det fordi, de ikke havde det godt, og så var det fordi, at HAN ikke passede ordentligt på dem; det var jo hans folk!! - så han skammede sig rigtig meget!!! “DET KAN VI IKKE HAVE!” udbrød Ivan.
“Nej, det kan vi ikke have!”, svarede folket. Men så, i stedet for at hjælpe dem til at få det godt, så prøvede Ivan at stoppe deres klagende fortællinger, og han forbød al sang og dans, spil og historier, og selv alle instrumenter lod han brænde på kæmpemæssige bål!! Derefter lod han sine soldater jage alle, der bare så meget som prøvede på at synge, og soldaterne sparkede folkene bagi!!
Zaren sagde til folket: “Hvis I går og fortæller hinanden, at I ikke har det godt og vil have det på en anden måde, så kan JEG jo ikke få det, som JEG vil have det, OG DET KAN VI JO IKKE HAVE!” Men folket syntes, det var det dummeste, de havde hørt, og at Ivan var en forfærdelig zar - så de begyndte i stedet at kalde ham “Ivan den Forfærdelige”.
Særligt var der én skomorokh - Alexandra hed hun - som rejste rundt til alle landsbyer og sagde til folk, at de bare skulle synge løs. Alexandra den Umulige blev hun også kaldt, for det var fuldstændig umuligt at få hende til at tie stille. Alexandra sang og fortalte til folket, at intet kunne stoppe sangen, for som hun sagde: “Tonerne og ordene flyver med vinden, så selve vinden er den, der fortæller historierne - og er der nogen, der kan stoppe vinden??”
Så sådan blev det; at hver gang folket hørte vinden, huskede de Alexandras ord. Og folket undrede sig: “Ja, hvorfor må vi ikke sige, hvordan vi har det, og hvad vi synes? Nu vil vi spille alligevel og lave grin med zaren - den forfærdelige mand!”
Og det fik Ivan den Forfærdelige at vide, og han sagde: “Men hvis folket begynder at tage fri og lave løjer på den her måde, så snakker folk jo og besøger jo hinanden og udveksler meninger og begynder jo at tænke selv og er glade og… FØJ for den føje! - og begynder jo måske at ville bestemme selv…! - DET KAN VI JO SIMPELTHEN BARE IKKE HAVE!! I må IKKE være glade!” Og folket sagde: “Men det er da heller ikke os, der er glade; det må man jo ikke - næh det er træerne, det er dyrene og naturen, som er glade; det er DEM, der synger”.
Så Alexandra og folket blev ved med at synge, spille og danse til naturens sange; for eksempel en lille dans, som handler om Birketræet, der leger en glad leg med vinden. “Men så må træerne og dyrene og vinden heller ikke være glade", græd den forfærdelige, "- ellers kan jeg jo heller ikke bestemme over naturen!!” Og lærken fløj rundt på engene og sang om glæde og frihed; ingen så den, men alle hørte den.
Sådan gik der næsten 300 år - de fleste instrumenter blev brændt op, og rigtig mange mennesker blev sparket bagi, men selv da kunne de ikke lade være med at synge og spille og danse - og skomorokhi rejste stadig rundt. Så var der en dag en skomorokh, som hed Andrejev - han havde også hørt sangene komme med vinden fra engene. Sangene fortalte ham, at den nye zar var ked af det, for der var ingen skomorokhi, der turde besøge ham og spille fine toner og fortælle historier som i gamle dage. Andrejev sagde modigt og bestemt til sig selv: “Men det tør jeg!! - zaren og folket har brug for mig!”
Andrejev gik da til zaren og bad ham om lov til at lave et helt orkester med de gamle forbudte instrumenter. Zaren blev simpelthen så lykkelig, at orkestret måtte spille hver aften på hans slot og siden hen rundt omkring i hele landet - og det gør de stadig den dag i dag.
Nu er det sådan, at forskellige zarer kommer og går med tiden, for de er allesammen mennesker, der lever og så dør. Men i dag og som altid skinner månen med sit lys over alle folk og mennesker i hele verden - voksne som børn - og minder os om, at vi er lige meget værd, og at vi faktisk godt må sige, hvordan vi har det.. - og derfor har DU også lov til at sige, hvordan DU har det, og hvad DU synes om livet og om både det ene og det andet.