Django – en analyse

"Django - en sand historie" er en interaktiv musikalsk fortælling - egentlig for både børn og voksne, som på æstetisk vis bringer publikum ind i musikkens og kompositionernes væsen.

Forestillingen består af 3 dele:

1) Vi stifter bekendtskab med begreberne "glad" og "trist" musik, hvor det illustreres, at emotionelle tilstande kan ekspliciteres i toner og rytmer; man spiller, som man har det! Men for at kunne håndtere sådanne store følelser, illustreres det, hvordan Django Reinhardt med sin Gypsy Jazz (GJ) skabte en musikalsk melankoli, hvor både det triste og det muntre spiller sammen. Dertil kommer, at musik stimulerer alle vore sanser, så man kan tilmed spille en lugt eller en smag!!

2) Vi møder Django, som bor i husvogn. Han lever af at spille guitar rundt omkring. Han opdager, at hvis han kører lidt hurtigere imellem stederne, så kan han hurtigere tjene flere penge: Her inviteres publikum til at deltage i en "stopdans", hvor de bliver siddende, men deltager med luftguitar, og på den måde hjælper de Django - med stop fra by til by - med at tjene penge. Først langsomt - man skal også lige lære at spille (en forståelse, som de skal bruge i 3. del) - og så gradvist hurtigere for hvert stop.

"Men så kørte han en dag så hurtigt, at hans vogn begyndte at brænde!": Her illustreres ikke bare menneskets tilbøjelighed til betingelsesløst at ville have mere, og farligheden i dette legemliggøres hos børnene, ved at de gnider hænderne gradvist hurtigere og hårdere mod hinanden; de mærker varmen fra friktionen, og så er det let at regne ud, hvad der sker, hvis det går "så hurtigt som muligt".

Da Django nu ikke har nogen vogn, må han tjene ENDNU flere penge, så han spiller ENDNU hurtigere på sin guitar, fingrene skaber samme friktion mod strengene, og så... mister han to fingre!

3) Meget udramatisk kommer Django på hospitalet, hvor lægen siger, at han godt kan blive der og tage den med ro et stykke tid, "for så travlt skal man da ikke gå og have". Der inde lærer Django sig at spille guitar med 2 fingre, men imedens dukker en rival op. "Tarvelige Smidt" vover at skrive et stykke musik til Djangos kæreste "til Sophie" og vil blære sig over for hende med sin hurtighed og sine 5 fingre. Django, som nu har lært, at det ikke kan betale sig at have så travlt, kvitterer med en guitarvals, og det bliver en dyst - ikke bare på kompositioner - men mellem kvalitet og kvantitet. Entreen for Tarvelige Smidt (en omskrivning af GJ-guitaristen Tchavolo Schmitt) illustrerer også, at Django var og stadig er en guru og inspiration for kommende generationer af guitarister. Men Django er og bliver guitarkongen og kører selvfølgelig Tarvelige Smidt ud, beholder selvfølgelig Sophie, og de to rejser rundt til deres dages ende: "Latcho Drom!" - romani for "god rejse".

Forestillingen er lavet som et stykke "æstetisk læring": Når begreber, forståelser og sociale situationer ekspliciteres i kunst gennem fælles symboler og metaforer, skaber det hos modtageren en umiddelbar emotionel mening som indlejres i hukommelsessporene.

I materialet er der - foruden det direkte ekspressive - mange implicitte lag: Det er ok at udtrykke sine følelser, hastværk er lastværk, skal man lære at spille (eller noget som helst andet) øver man først langsomt, man skal ikke give op; det ender godt hvis man bliver ved, bør man fokusere på kvantitet eller kvalitet?, mér vil ha' mér osv.

Foruden at ville viderebringe disse grundlæggende sociale forståelser og tilbøjeligheder, det arketypiske og navnesymbolikken til børnene er det rent faktisk sandt, at Django Reinhardt opfandt den musik, at hans vogn brændte, at hans venstre hånd blev skadet og vanskabt, og at han ukueligt optrænede og udviklede en helt unik guitarteknik med 2 fingre som har imponeret alverden dengang og stadig gør det.

Det er også sandt, at der stadig i dag - ikke bare blandt sigøjnermusikere - hersker en stor grad af rivalitet og kamp på værdier, hvis man vil frem i livet.