Historien

Django – en sand historie

Dette er en virkelig historie; jeg skal fortælle dig, at for mere end 90 år siden var der i Frankrig en mand, som hed Django. Django gik med hat og charmeklud og kunne rigtig godt lide at danse i sine nypudsede sko, og Django vidste også, at der var andre end ham, som var helt vilde med at danse – men på den tid fandtes der bare ingen dansemusik!

Nu var det imidlertid sådan, at Django var rigtig dygtig til at spille guitar, så medens han gik og prøvede på at danse uden musik, spillede han på sin guitar og stampede rytmen med sine blanke sko, og han tænkte: “Hvad søren skal jeg gøre? – vi er så mange, som har lyst til at danse, men når ikke der er nogen musik at danse til, hvordan skal dét så kunne lade sig gøre?” Han stoppede med at spille et øjeblik, stod stille og kløede sig i nakken med lillefingeren. “Nåja!” – råbte han så pludselig ud i luften – “guitartoner.. og rytmefødder!!” – han lo – “jeg skriver da musikken selv!”

Og det gjorde han så; han skrev en slags musik, som han kaldte for “Sigøjner Swing”, hvilket betyder, at det svinger, og at det er folket Sigøjnere, der gør det. Det hedder hans musik også den dag i dag, og man kan høre dem, der taler engelsk, kalde den for “Gypsy Jazz”.

[Djangology]

Django skrev musikken lige præcis sådan, som han følte sig. Det vil sige, at hvis han var glad, så skrev han glad musik i dur…, og hvis han var ked af det, så skrev han sørgmodig musik i mol… . Det var også sådan, at hvis han var ked af det, så kunne han blive glad ved at spille glad musik, og hvis han var glad, så kunne han blive ked af det ved at spille sørgmodig musik.

Men da ingen mennesker er hverken kede af det eller glade hele tiden, så formede musikken sig sådan hos ham, at den var både trist og glad på samme tid. Sådan blev det en slags svingende sørgmodig dansemusik – så man kunne altså danse rundt, medens man var ked af det! Siden var mange enige om, at noget lignende, havde man aldrig hørt. Du kan jo i øvrigt selv prøve at græde, medens du danser!

[Minor Swing]

Django var meget fattig og havde ikke råd til at bo i hverken lejlighed eller i hus. Men han havde en husvogn – en slags firkantet campingvogn af træ – som han boede i. Og han havde heller ikke råd til en Citroen-bil, men han havde en hest, som kunne trække vognen, og så var det jo så smart, at han kunne bo, næsten lige hvor han ville. I øvrigt vidste Django – for det havde hans mor altid fortalt ham – at det dyreste man kan anskaffe sig, det er biler og børn. Django havde tilmed en kæreste, som hed Sephora. Hun boede i sin egen husvogn – dog uden hest, og når Django kom forbi (det skete ikke helt så tit, hvilket hun til gengæld lige så tit mindede ham om), så blev de som to duer ved forårstide. Kort sagt: Django havde alt – bortset fra penge.

Det fortælles, at en sensommeraften havde han og hesten parkeret vognen ved et højt plankeværk. De havde ikke fået noget at spise, for Django havde jo ingen penge, men inde bag plankeværket var der en æbleplantage, og sidst på sommeren er æblerne store og tykke og lige til at plukke og spise direkte fra træet. Django kravlede derfor over plankeværket og begyndte at plukke og spise, og hele tiden kastede han saftige æbler ud til hesten, så den også kunne blive mæt. Men som aftenen gik og Django blev mere og mere tyk og mæt, blev han forfærdelig træt – man kan nemlig godt blive træt af at være fattig – og han lagde sig i græsset under et æbletræ og faldt i søvn. Han begyndte at drømme, og han drømte, at nogen sneg sig rundt i mørket og stjal æbler, medens han sad under et træ og spillede snigermusik på sin guitar.

[Minor Blues]

Da solen stod op, var der nogen som puffede vredt til Django med foden. Django vågnede og så, at det var æblebonden, som stod med korslagte arme og stampende fod og så strengt ned på ham. “Django!”, fnyste han, “hvad laver du her – er det dig, der har spist en masse af mine æbler?!”. “Neeej-da”, peb Django og pillede ved sin halsklud. Men æblebonden var ikke så dum, så han sagde med høj og klar røst: “Django, lad være med at lyve; du er jo helt tyk og fedtet af æblesaft! Det her er mine æbler – ikke dine!”. “Men jeg vaaar såååå suuuulteeeen”, hylede Django og begyndte at græde. “Jeg kunne ikke gøre for det (snøft) – jeg tænkte “der er jo så mange”, og så plukkede jeg, og så spiste jeg, og-og hesten spiste flest..! – og så kom jeg til at sove!”. Han havde rejst sig op nu, og stod med hatten i hånden og trådte sig selv over tæerne, medens han klynkede og peb.

Bonden nikkede med overkroppen: “Ja det kan jeg se!”, sagde han og prikkede til Django med en hård pegefinger, “men er du klar over, at de æbler dem skulle jeg have solgt på markedspladsen, og for de penge skulle jeg have købt mad til mig og min familie! Du kommer til at betale for de æbler, du og din hest har spist!”; hans stemme var skinger nu. Django klynkede: “Men jeg har jo ingen penge”, og hans ører blev røde. “Nej, men så må du jo tjene nogen”, svarede bonden, stadig skinger i stemmen. “Jamen hvordan skulle jeg det?”, snøftede Django, “jeg har jo bare min guitar og det tøj jeg står og går i”. Bondens stemme knækkede: “Lige præcis”, og han gjorde alt for at beherske sig. “Ved du hvad”, han rømmede sig – “jeg har faktisk hørt ude i byen, at du spiller og skriver noget fantastisk ny musik, som man kan danse til, så nu har jeg en rigtig god idé”, sagde han og spærrede øjnene helt op over sin gode idé og så Django stift ind i øjnene. “Du tager din hest, din vogn og din guitar og kører ind til den nærmeste lille by”. Han pegede med en lang arm. “Dér er der en scene, som min fætter bestyrer, og du siger til ham fra mig, at du skal spille dér. Han vil så betale dig for din ulejlighed, og så kommer du her tilbage og giver pengene til mig, og så er vi kvit. Se så at komme afsted!”. Han sparkede Django i numsen og marcherede væk.

Django gjorde, som bonden havde sagt: Han kørte ind og spillede alle de melodier, han havde skrevet – og du kan lige tro, at det var noget folk kunne lide! Husk på; de kunne jo så godt lide at danse, og der fandtes ellers ingen dansemusik! Så da Django spillede sin nye dansemusik, gik alle folk i byen straks igang med at spjætte og danse. Det blev en meget stor succes, og bagefter gav æblebondens fætter Django penge i hånden, og Django kom til at savle og spærrede øjnene og panden helt op ved synet af sedlerne.

Fætteren havde tændt en stor cigar og sagde, at Django skulle komme tilbage om en måned, for da var det høstfest. “Og ved du hvad”, sagde han puffende på cigaren, “inde i den lille by ikke så langt herfra, der har jeg en fætter, og han bestyrer en scene ligesom jeg, og derinde er det faktisk markedsdag i dag. Jeg tror lige du kan nå det inden aftensmaden”; han blinkede med ét af sine mørke øjne, pustede tre tykke røgringe op i luften og vendte sig om og gik bort.

Django kørte straks hen til byen og spillede, og folk var helt vilde med hans musik. Da han bagefter fik pengene i hånden, kom han igen til at savle og tænkte: “Så for dén; nu kan jeg både betale æblebonden og købe mad til hesten (og en cigar til mig selv), men hvis jeg nu kører hurtigt, så kan jeg måske nå at spille i den næste lille by inden aftenkaffen”. Og så satte han fart på hesten og vognen, nåede frem, spillede, fik penge, sank noget og tænkte: “Hold da fest – i morgen kører jeg altså ind til den næste by og spiller og tjener endnu flere penge, og så kører jeg hurtigt hen til den næste by, og den næste igen” – han blev igen våd i munden – “og hvis jeg kører rigtig hurtigt, så kan jeg nå at tjene endnu flere penge i den næste by, og hurtigere og mere og endnu hurtigere og endnu mere og mere……!”. Han var blevet helt svedig af sine tanker, og nu faldt han udmattet i søvn med et bredt og vådt smil.

MEN den næste dag på sin planlagte turné kom han til sidst til at køre så hurtigt, at hans vogn begyndte at brænde! Han kunne intet gøre; han havde haft så travlt og kørt så hurtigt, at der var gået ild i vognen, og nu brændte den simpelthen ned til grunden! (Hvis du ikke tror på det, kan du bare selv prøve at gnide dine hænder mod hinanden; hurtigere og hurtigere, og hårdere og hårdere, men pas på! – for hvis du gnider hurtigt og hårdt nok…, hvad – tror – du så – der sker…?!!?

[Belleville]

“Hovsa!”, udbrød Django, “åh nej, nu har jeg ingen vogn mere, og alle pengene lå syet ind i madrassen i min seng – inde i vognen!; nu kan jeg jo ikke betale min gæld til æblebonden! Puha-puha”, hulkede han men stoppede så og sagde resolut til sig selv: “Jeg må ind til den næste by og tjene nogle nye gysser – min guitar har jeg dog endnu, og jeg kan ride på min hest!” Django steg op på hesten med guitaren på ryggen, og så red de – næsten hurtigere, end remmer og tøj kunne holde – ind til den næste by. Dér spillede han, og han spillede meget hurtigt, for han skulle jo nå nogle flere byer, inden solen gik ned.

Det næstsidste sted han spillede den dag, forlod han også for sidste gang et job med fem fingre på sin venstre hånd – for på det allersidste sted spillede han simpelthen så hurtigt, at det blev så varmt i hånden, at der var to fingre, som forsvandt!! (Jeg håber ikke, at du gned så hurtigt i hænderne lige før!!)

“Så for hulen da også!”, skreg Django, “jeg må straks på skadestuen!”. Inde på sygehuset betalte han først med sine sidste surt sammensparede skillinger – det gør man nemlig i andre lande – og han fik selvfølgelig bandage på hånden. Men doktoren, som havde hvid kittel og hår ud af næsen, skulede strengt til ham og sagde så: “Duuuu Django – så travlt dér skal man altså ikke gå og have. Jeg kan godt sige dig, at nu bliver du hér og tager den med ro et stykke tid!” – hans langfinger tappede hårdt ned i skrivebordet (doktoren ville nemlig også gerne tjene flere penge). “Øv, øv og atter øv”, mumlede Django for sig selv. “Det skulle da lige passe: ingen vogn, ingen penge, ingen fingre.. – men gæld og kreditor…”; han sukkede. “Nu skal der søreme ske ét eller andet hélt hélt usædvanligt”, og dermed henfaldt han i apati og selvynk uvidende om, at det faktisk skulle blive sandt. Imedens tænkte han med våde og tomme øjne på sin korte karriere og succes med sin musik og sin guitar.

[Troublant Bolero]

Når doktoren ind imellem kom og så til hans hånd, kiggede han spændt på Django. Ordet var nemlig gået fra by til by, at den dér Django han var da bare helt fantastisk; hvor var han blevet af?? Så doktoren var stolt af sin patient, og han sagde også derfor til Django: “De dér to stumper af fingre, der er tilbage, dem skal du da ikke spekulere på. Et problem er alle tiders chance for at finde på en løsning, og løsninger skaber man, med det man har – da ikke med det man ikke har.” – han havde nemlig lige været på kursus i selvudvikling. Selvom Django var sløv og opgivende og ligeglad med alt, så hørte han trods alt alligevel, hvad der blev sagt, og det gik på én eller anden måde op for ham, at folk var glade for ham og mente, at han var en helt speciel guitarist. “Og en guitarkonge giver da ikke op!” – sagde det inde i Djangos hoved – “Han skal da på det bestemteste lære at spille guitar med sine to fingre; langfinger og pegefinger!”. Og det brugte han så tiden til at øve sig på, medens han lå på hospitalet, og de to fingre – pegefingeren og langemanden – blev faktisk så glade for at blive brugt, at de lige voksede et ekstra stykke (du kan selv søge på “Django spiller med to fingre” på internettet og se).

Nå, men i al den tid Django sad dér og øvede sig, sad hans kæreste Sephora og kedede sig i sin husvogn, men en dag bankede det på døren, og Sephora som tænkte “nu kommer Djangoooo!”, sprang hen og åbnede døren. MEN DET VAR IKKE DJANGO, SOM STOD DÉR! Det var guitaristen Tarvelige Schmitt, og han havde en større hat, en renere charmeklud og mere skinnende sko end Django. Schmitts stemme var lav og fedtet ligesom ham selv og hans hår, og hans øjne mindede mest om sprækken i en sparegris, hvor man ikke kan lirke pengene ud. Tarvelige Schmitt var en yderst fremragende guitarist og komponist – og nogen ville i uforvarende kådhed måske ligefrem sige; lige så dygtig som selveste Django. Han var bare så tarvelig, at han havde tænkt: “Ahaaaa!, mens Django ligger der på sygehuset” – han sank noget mundvand og kneb øjnene sammen – “så vil jeg skrive et stykke musik til Sephora, som jeg kan spille for hende, og jeg skal i sandhed riiiigtig blære mig med mine fem fingre, som den ynkelige Djangofigur jo ikke har længere (har-har-har-ho!).” Så det gjorde han, og Sephora, som jo kedede sig, syntes, at han da jo var meget nuttet den lille Schmittemand, og sikke hurtig han var på fingrene! (suk!).

[For Sephora]

Det kom imidlertid Django for øre, at Tarvelige Schmitt smiskede for Sephora. Men af skade bliver man klog – som man siger – og Django tog det helt køligt, for han vidste jo nu, at det dér med at spille hurtigt og have travlt, det ender jo alligevel galt. I øvrigt vidste han nu med sig selv, at han var Guitarkongen, og at alle andre bare ville prøve at gøre det samme som ham. Desuden var han nu blevet så dygtig med sine to fingre, at han kunne spille hvem som helst af banen. I tiden der var gået, havde han også skrevet en vals til Sephora, for Django vidste, at valse virker kun, hvis man spiller med følelserne og ikke med hurtighed. Guitarkongen skrev altså en guitarvals, og det tog fusen fuldstændig på Tarvelige Schmitt, så hans hurtige fingre snublede i hinanden på guitarens gribebræt, og han krympede sig og smøg sig væk i erkendelsen af sin egen utilstrækkelighed. Han forstod nemlig nu, at hvis ikke han kunne hamle op med Django, så var der ingen, som kunne! Og Django og Sephora flyttede sammen i Sephoras husvogn; han havde jo i øvrigt hest, og hun havde vogn, så de var på alle måder et rigtig godt match.

[(Valse) La Gitane]

I tiden efter levede Django og Sephora af at tage ud og optræde på forskellige dansescener, for nu var Djangos musik blevet så populær at danse til, at alle i hele Frankrig ville opleve den. De rejste rundt i husvognen og levede til deres dages ende (og Sephora behøvede ikke længere beklage sig over Djangos fravær).

Og nu skal jeg sige dig, at den dag i dag er der faktisk stadig mennesker, som rejser rundt og ikke har noget sted at bo, og som ikke har noget mad, og som ikke har nogen penge… Måske har du lyst til – ligesom jegat ønske dem en god rejse – uanset hvor de kommer fra, og hvor de er på vej hen.

LATCHO DROM! – råber du – for det betyder: “gid din rejse må blive uden problemer!”.

[Tchavolo Swing]